§1

Grundejerforeningens navn er Gårdsmarken.

Grundejerforeningens adresse er den til enhver tid værende formands adresse.

§2

Grundejerforeningens formål er at varetage de forpligtelser, der er pålagt udstykningsområdet og i øvrigt at varetage medlemmernes interesser på disse punkter, blandt andet ved forhandling med offentlige myndigheder o. a.

§3

Ejere af ejendomme i udstykningsområdet Gårdsmarken er ifølge tinglyst lokalplan pligtige til at være medlem af nærværende grundejerforening. Medlemspligten gælder dog ikke Køge Kommune som ejer af grunde eller arealer i udstykningsområdet.

Såfremt en ejendom skifter ejer er den nye ejer pligtig at være medlem af grundejerforeningen.

Ved afhændelse af en ejendom ophører medlemskabet og det udtrædende medlem har intet krav over for grundejerforeningen eller dennes formue.

§4

Grundejerforeningen kan udarbejde et ordensreglement for området, som skal godkendes på en ordinær generalforsamling. Udfærdiges et sådant, skal et eksemplar heraf tilsendes Køge Kommunes tekniske forvaltning.

§5

Generalforsamlingen er grundejerforeningens højeste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned og med følgende dagsorden:

1) Valg af dirigent.
2) Bestyrelsens beretning og godkendelse heraf.
3) Godkendelse af revideret regnskab.
4) Godkendelse af budget for det kommende regnskabsår og kontingentfastsættelse.
5) Indkomne forslag.
6) Valg af bestyrelsesmedlemmer samt revisorer iht. §7.
7) Eventuelt.

Indkaldelse til generalforsamlingen sker skriftligt med 3 ugers varsel. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, må være bestyrelsen i hænde skriftligt senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes når mindst ½ af medlemmerne skriftligt anmoder herom. Kun medlemmer af grundejerforeningen og ægtefælle/samlever har adgang til generalforsamlingen.

§6

Grundejerforeningen ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer. Generalforsamlingen vælger formand, sekretær og 2 bestyrelsesmedlemmer samt kasserer. Bestyrelsen er legitimeret til med bindende virkning for samtlige medlemmer at foretage nødvendige dispositioner af enhver form for opfyldelse af grundejerforeningens formål.

Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved simpelt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Bestyrelsen fører protokol over forhandlinger og beslutninger på generalforsamlinger og bestyrelsesmøder. Referat af generalforsamlingen underskrives af generalforsamlingens dirigent samt formand.

Formanden og kassereren tegner foreningen i fællesskab.

§7

Bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen således:

I ulige år vælges formand, sekretær og et bestyrelsesmedlem.
I lige år vælges kasserer og et bestyrelsesmedlem.
Valg til bestyrelsen sker skriftligt hvis ønskes og såfremt et af de tilstedeværende medlemmer ønsker dette.
På hvert års generalforsamling vælges endvidere for 2 år ad gangen:
I ulige år vælges en revisor. I lige år vælges en suppleant til bestyrelsen og en revisor.

Hver husstand har 2 stemmer og alle beslutninger afgøres ved simpelt flertal. Der kan stemmes ved skriftlig fuldmagt, men ingen kan på egne eller andres vegne afgive mere end 2 stemmer.

§8

Vedtægtsændringer kræver fremmøde af mindst ½ af grundejerforeningens husstande og vedtagelse af mindst 2/3 af de fremmødte. Opnås det fornødne flertal ikke, skal bestyrelsen med 14 dages varsel indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, som kan vedtage vedtægtsændringer med 2/3 af de fremmødte husstande – uanset om mindre end ½ af husstandene er tilstede.

Vedtægtsændringer skal godkendes af Køge Byråd.

§9

Regnskabsåret løber fra 01.01 til den 31.12 med undtagelse af første regnskabsår, der løber fra stiftelsesdagen til den 31.12.1987. Senest den 15. februar afgives regnskabet af kassereren til revisorerne, der foretager revision og afgiver det reviderede regnskab med påtegning om eventuelle revisionsbemærkninger til grundejerforeningens bestyrelse inden 01.03.

§10

Generalforsamlingen kan fastsætte nærmere regler for fremskaffelse af de midler, der skal anvendes til gennemførelse af foreningens formål.

Kontingent til foreningen betales forud hver den 1. juni.

Der betales kontingent for hver husstand og kontingentet betales af den på forfaldsdagen registrerede ejer. Ejes en ejendom af flere i forening, hæfter disse solidarisk over for grundejerforeningen for kontingent mv. Såfremt der foreligger restance på kontingent, mister medlemmet sin ret til at stemme på og udtale sig på generalforsamlingen ligesom han mister sin valgbarhed.

§11

For grundejerforeningens forpligtelser hæfter alene foreningens aktiver.


Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 27.11.1986, og ændret på ekstraodinær generalforsamling 15. maj 2018, ved at udvide § 6 med: ‘Formanden og kassereren tegner foreningen i fællesskab”